Arkivfoto
FOR ABONNENTER

Jesper Ratzer har vundet sin 12. VM-titel

Den 37-årige bornholmer Jesper Ratzer, der nu bor og arbejder i København, gjorde det igen, da der i sidste weekend blev spillet om årets verdensmesterskab i ketchersportens mangekamp, racketlon, i den tyske by Leipzig.

Aakirkeby-knægten, der nåede at markere sig som en eminent badmintonspiller, inden han forlod Bornholm for at studere medicin, kan nu kalde sig en af Danmarks mest vindende idrætsmænd nogen sinde, idet han med weekendens VM-finalesejr over landsmanden, nummer ét på verdensranglisten Morten Jaksland, nu kan kalde sig 12-dobbelt verdensmester inden for racketlon-sporten. Fem gange har Jesper Ratzer vundet mesterskabet i single, fire gange i double sammen med Kasper Jønsson og to gange i mix double. Dertil kommer et holdmesterskab i 2016.

Racketlon består af de fire ketcheridrætsgrene bordtennis, badminton, squash og tennis. I alle fire discipliner spilles der ét sæt til 21 point, men det er sjældent, at den afsluttende tenniskamp spilles helt til ende. Hvis den ene af spillerne er så langt foran, at han ikke længere kan indhentes i det samlede pointregnskab, afbrydes spillet, når der ikke længere er mere at spille om.

Sådan var det også i Leipzig, hvor Jesper Ratzers overlegenhed i specielt badminton og squash gjorde, at han kun nåede at få spillet ganske få bolde på tennisbanen i tre af de fem kampe, inden det hele var forbi. I finalen mod Morten Jaksland, der topper verdensranglisten, fordi Jesper Ratzer ikke længere er så turneringsaktiv, som han har været, endte sidstnævnte med at vinde en uhørt overlegen sejr på 20-22, 21-7 og 21-8. Så var han foran med 25 point, og tenniskampen var dermed overflødig.

Den længste kamp spillede Jesper Ratzer i semifinalen mod franskmanden Arnaud Génin. Her tabte danskeren for en sjælden gangs skyld i badminton, men da han vandt 21-8 i bordtennis og 21-13 i squash, blev tenniskampen stoppet ved stillingen 4-6. Så var Jesper Ratzer så langt foran, at selv et nederlag på 4-21 ikke kunne forhindre en dansk sejr.

Sølv til Graham Cain

Jesper Ratzer havde på VM-turen til Leipzig selskab af Aakirkeby-veteranen Graham Cain, der var seedet 3/4 i rækken for 65+-spillere, men overgik sig selv og kom hjem med en sølvmedalje. I den meget jævnbyrdige finale mod topseedede Graham King fra Schweiz blev det til et bornholmsk nederlag på 21-18, 17-21, 21-13 og 16-17. I semifinalen vandt Graham Cain 21-13, 21-15, 20-22 og 10-5 over hollænderen Steve Rayson.