Anden sejr i træk til Christiansen og Bøje

Efter forrige weekends sejr i Irish Open blev det til en ny international topplacering til badmintonspilleren Mathias Christiansen og hans makker Alexandra Bøje, da de vandt søndagens finale i mixed double i Scottish Open i Glasgow. I den afgørende kamp blev danmarksmestrene Mathias Bay-Smidt og Rikke Søby slået med 21-19, 21-16.

Toer-seedede Mathias Christiansen og Alexandra Bøje spillede fem kampe i Glasgow og afgav ikke et eneste sæt undervejs. I semifinalen blev fjerdeseedede Adam Hall og Julie McPherson fra Skotland således slået så sikkert som 21-16, 21-14.

Mathias Christiansen stillede også til start i herredouble sammen med David Daugaard, men efter et par gode turneringer i Østrig og Irland måtte de to danskere denne gang se sig besejret allerede i den første kamp. Tredjeseedede Adam Hall og Alexander Dunn fra Skotland vandt med 21-17, 21-19.

I herresingle blev det heller ikke til den store succes for bornholmske Rasmus Messerschmidt, nu Værløse. Efter en indledende sejr på 21-16, 21-19 over 17-årige Magnus Johannesen fra Triton, Aalborg, blev det i anden runde til et nederlag på 7-21, 21-19 og 8-21 mod Ygor Coelho fra Brasilien.