Skov-scoring hjælper Hoffenheim til point mod bundprop

Det var to hold i resultatmæssig krise, der lørdag mødte hinanden i Bundesligaen.

Bundproppen Paderborn havde inden opgøret hjemme mod Hoffenheim ikke vundet i de foregående syv kampe, mens gæsterne havde spillet seks opgør uden en sejr.

Begge hold trængte derfor til tre point, men både Paderborn og Hoffenheim må vente lidt endnu. Kampen endte 1-1 efter to tidlige mål, hvoraf Hoffenheims blev lavet af danske Robert Skov.

Resultatet betyder, at Hoffenheim og Paderborn ligesom før kampen ligger på henholdsvis niende- og sidstepladsen.

Kampen var kun få minutter gammel, da Robert Skov skød sit hold i front.

Efter en flot dribletur sendte danskerens holdkammerat Pavel Kaderábek bolden ind i felten til Skov, der stod helt umarkeret og køligt bankede den op i nettaget.

Det var Skovs fjerde mål for Hoffenheim siden sin ankomst sidste sommer.

Men Hoffenheims føring holdt kun i cirka fem minutter. Den bosniske forsvarsspiller Ermin Bicakcic kiksede foran eget felt en aflevering, hvilket efterlod bolden til Paderborns Dennis Srbeny, der med det samme sendte den i kassen fra distancen og udlignede.

Resten af kampen bød på chancer i begge ender. I anden halvleg havde Paderborn overtaget, men det blev ikke til flere mål.

Jacob Bruun Larsen så hele kampen fra Hoffenheims bænk.

Mens det altså ikke lykkedes Paderborn og Hoffenheim at bryde deres sløje stimer af resultater, så tog Werder Bremen sin første sejr i ligaen siden 18. januar.

På udebane mod Freiburg vandt traditionsklubben 1-0, hvilket giver Bremen, der ligger næstsidst, et lille hul på tre point ned til Paderborn.

Der er dog stadig seks point op til det første hold over nedrykningspladserne, men dog kun to point op til tredjesidstepladsen, der udløser playoffkampe om en plads i ligaen i næste sæson.

Leonardo Bittencourt blev matchvinder for Bremen med sit mål efter små 20 minutter.

Bremen så ellers ud til at have smidt det hele i kampens afslutning. Med få minutter tilbage blev midtbanespilleren Philipp Bargfrede udvist, hvorefter Freiburg udlignede kort efter.

Men scoringen blev annulleret efter et VAR-gennemsyn, og så endte det altså med tre point til Bremen.

/ritzau/