Tourens skygge spiller ind i Danmark Rundt-aflysning

Da PostNord Danmark Rundt onsdag blev aflyst, vejede de sundhedsmæssige overvejelser tungest.

Men også skyggen fra Tour de France spillede kraftigt ind.

Det siger direktør i Danmarks Cykle Union (DCU) Martin Elleberg Petersen.

– Placeringen under Tour de France er selvfølgelig med i pakken af faktorer omkring beslutningen.

– Placeringen betyder, at opmærksomheden omkring løbet vil blive anderledes. Og måske kan flere af de gode danske og udenlandske ryttere ikke deltage, fordi de skal køre i Frankrig i stedet, siger Martin Elleberg Petersen.

Efter anmodning fra DCU selv blev det store danske etapeløb placeret i begyndelsen af september.

Tour de France er sat til at blive kørt fra 29. august til 20. september.

– Vi søgte for over en måned siden om løbsdatoerne i starten af september, og da vidste vi ikke, om Tour de France blev flyttet eller ej. Eller om det overhovedet blev afholdt, siger DCU-direktøren.

Det store arbejde med at arrangere PostNord Danmark Rundt kunne vise sig at blive spildt arbejde, hvis myndighederne ikke slækker på kravene omkring forsamlingsantal og afstandsanbefalinger.

Og selv hvis de gør det, ville Tour de France altså formentlig alligevel sluge al opmærksomheden.

– Og vi kunne ikke søge om datoer senere på året, for så ville vejret i Danmark simpelthen blive for dårligt, siger Martin Elleberg Petersen.

Men han slår fast, at de sundhedsmæssige overvejelser har vejet tungest.

– Vi synes, det er mere end svært at se, at vi kan afholde så stort et cykelløb lige på den anden side af 1. september.

– Vi kan ikke afgrænse for publikum eller lave coronatest af alle deltagerne, som man for eksempel kan i Superligaen i fodbold.

– Der er også en usikkerhed omkring grænsernes åbning. Bliver de ikke åbnet, kan vi ikke få udenlandske ryttere med, og så mister løbet rigtig meget af værdien.

PostNord Danmark Rundt skulle være kørt fra 1. til 5. september.

/ritzau/