Mads Pedersen fastholder planer om Tour og klassikere

Coronapandemien har smadret cykelkalenderen 2020 godt og grundigt. Mange cykelløb er aflyst, og de største løb er skubbet ind i et kompakt program sidst på året.

Ikke desto mindre agter den danske verdensmester Mads Pedersen (Trek) at fastholde sine oprindelige sæsonplaner langt hen ad vejen.

Det vil sige, at det udskudte Tour de France og forårsklassikerne, som er blevet til efterårsklassikere i denne sæson, bliver hans mål.

– Mine mål er fortsat klassikerne selvfølgelig, og jeg håber stadig at skulle køre Tour de France, siger verdensmester Mads Pedersen i en pressemeddelelse fra hans hold, Trek.

– Klassikerne er helt klart mit største mål, og de ligger sidst på året, så jeg glæder mig til det, og jeg håber på et vådt Paris-Roubaix.

Danskeren er kendt for at være stærk, selv når vejrguderne byder ind med regn og kulde.

Det viste han blandt andet ved VM i England i 2019, hvor flere store stjerner bukkede under i vejret, mens Mads Pedersen sikrede sin historiske triumf.

Der er ikke blevet kørt cykelløb i flere måneder på grund af coronakrisen, men Den Internationale Cykelunion (UCI) har lagt en revideret kalender frem, efter at coronavirusset virker til at være på retur flere steder i Europa.

– Det er super dejligt endelig at se en løbskalender igen. Nu har vi noget at forberede os efter, siger Mads Pedersen.

– De seneste uger har vi brugt på at cykle, men uden et egentligt mål for øje. Det er en stor hjælp at have en kalender igen og komme tilbage i rytmen med at køre løb.

Ifølge de nuværende planer vil Mads Pedersens første løb efter coronapausen blive Vuelta a Burgos fra 28. juli til 1. august.

/ritzau/