Dansk doublespecialist stopper karrieren omgående

Badmintonspilleren Mads Conrad-Petersen stopper karrieren med omgående virkning.

Det oplyser Badminton Danmark i en pressemeddelelse.

Den 32-årige doublespecialist meddelte i marts, at han ville stoppe på landsholdet efter Thomas Cup i Aarhus. Men efter at turneringen er blevet udsat, har Conrad-Petersens planer ændret sig.

Han påbegynder nu en civil karriere som ejendomsmægler.

– Mens Thomas Cup er blevet rykket, har jeg i mellemtiden fået en chance for at begynde i Lokalbolig i Hillerød, hvor jeg skal udvikle mig til ejendomsmægler i et fantastisk team, som jeg synes, jeg passer perfekt ind i.

– Det var en chance, som var nu eller aldrig, så jeg valgte at slå til. Nu håber jeg, at jeg kan bruges til noget andet end at spille badminton, og det bliver spændende at skulle ud i den virkelige verden, siger Mads Conrad-Petersen.

/ritzau/