Watford-anfører nægter at træne: Frygter at smitte søn

Mandag blev Premier League-klubberne enige om at genstarte træningen i mindre grupper efter coronapausen, men når Watford tirsdag tager hul på træningen, må holdkammeraterne kigge langt efter anfører Troy Deeney.

I et interview med Daily Mail fortæller Deeney, at han har meddelt sin klub, at han nægter at møde op, da han ikke vil risikere at tage coronasmitte med sig hjem.

– Min søn er fem måneder gammel og har haft åndedrætsbesvær. Jeg vil ikke udsætte ham for fare.

– Det kræver bare én person at blive smittet, og jeg vil ikke tage smitten med hjem, siger Deeney.

Træningen i Premier League-klubberne er inddelt i flere faser. Den første var uden fysisk kontakt, og i den anden vil spillerne fra tirsdag gå over til at træne med fysisk kontakt i mindre grupper.

Tredje fase er holdtræning, som man kender den fra før coronatiden.

Troy Deeney har hele tiden været blandt fortalerne for, at man ikke sætter gang i sæsonen igen.

Han mener, at mange spillere vil frygte træningens kommende faser.

– Fase et med individuel træning og social distance var intet problem. Det tror jeg, at 98 procent af spillerne vil sige.

– Men jeg tro, at 65 til 70 procent vil være bekymrede allerede i fase to. Måske endda flere, vil jeg tro, siger Deeney.

Det ligger endnu ikke fast, hvornår Premier League genstartes, men der sigtes efter en dato i juni.

Der resterer 92 kampe i ligaen, hvor Liverpool blot er to sejre fra at sikre det første mesterskab i 30 år.

Deeney og Watford ligger fjerdesidst og holder sig over nedrykningsstregen i kraft af em bedre målscore end Bournemouth.

/ritzau/