Christian Lønstrup kræver 348.000 kroner af FC Roskilde

I Retten i Roskilde fremsatte fodboldtræneren Christian Lønstrup tirsdag et krav på 348.000 kroner af sin forhenværende arbejdsgiver FC Roskilde.

Det svarer til seks måneders løn og feriegodtgørelse.

Den 49-årige fodboldtræner fastholder, at han sidste år blev uretmæssigt fyret fra klubben, efter han angiveligt havde anklaget sine spillere for matchfixing.

Ifølge FC Roskilde var der dog ikke tale om en fyring. Lønstrup sagde selv sit job op og er derfor ikke berettiget til pengene.

Klubben mener desuden, at Lønstrup har misholdt sin kontrakt, fordi han har ageret illoyalt over for spillerne og ledelsen.

/ritzau/