Brøndby tør endnu ikke spå om økonomiske effekter af corona

På grund af fortsat usikkerhed, der skyldes coronasituationen, er det stadig ikke muligt for Brøndby IF at spå om det økonomiske resultat for 2020.

Det fortæller fodboldklubben i en fondsbørsmeddelelse tirsdag morgen.

Siden 7. april har Brøndby IF suspenderet forventningen til året om et resultat før skat på mellem minus 20 og minus 30 millioner kroner.

Suspenderingen står ved magt, indtil der kommer klarhed over situationen.

– Brøndby IF vil, så snart selskabet kender de forventede økonomiske effekter af Covid-19, kommunikere opdaterede forventninger til resultatet for regnskabsåret 2020, skriver klubben i meddelelsen.

I meddelelsen, der fungerer som en status på fodboldklubbens første kvartal, fremgår det, at resultatet efter skat har været væsentligt forbedret i forhold til samme periode sidste år.

Dengang tabte Brøndby IF knapt 25 millioner kroner efter skat.

/ritzau/