Udskældt Hertha Berlin-spiller undskylder nærkontakt

Hertha Berlin-spilleren Dedryck Boyata beklager, at han gik unødvendigt tæt på en holdkammerat i Herthas møde med Hoffenheim i den tyske Bundesliga i lørdags.

Boyata blev efter kampen udsat for stor opmærksomhed, fordi det på billeder så ud, som om han gav holdkammeraten Marko Grujic et kindkys.

Det ville være en overtrædelse af de strenge restriktioner, der er forbundet med genoptagelsen af tysk fodbold.

Her står det blandt andet, at spillerne helst skal undgå at fejre mål sammen. Det anbefales, at man markerer scoringer med “kort kontakt med albue eller fødder”.

Men Boyata fastslår, at det omtalte billede hverken viser et kys eller en målfejring.

Billedet skulle i stedet være taget i forbindelse med et hjørnespark, hvor belgieren hvisker holdkammeraten Grujic gode råd i øret.

Han har lagt et tv-klip op på sin Instagram-profil, der støtter den udlægning.

Boyata er dog klar over, at han har trådt i spinaten med den unødvendige nærkontakt.

– Det var ikke et kys, heller ikke jubel. Jeg undskylder for, at jeg placerede mine hænder i Marko Grujic’ ansigt. Jeg gav ham instruktioner om en dødbold.

– Vi skal helt sikkert være forsigtige, nu hvor vi spiller under disse omstændigheder. Vi er nødt til at tilpasse den måde, vi spiller og jubler på, skriver han på Instagram.

I forbindelse med kampen mod Hoffenheim blev Hertha Berlin-spillerne også kritiseret for at have fejret en scoring med gruppekram.

Deutsche Fussball League (DFL) oplyste efterfølgende, at man ikke vil straffe klubben. Det skyldes, at retningslinjerne for målfejringer skal ses som en anbefaling og ikke et decideret krav.

/ritzau/