EM i TeamGym i Ballerup er udsat til april 2021

Ballerup Super Arena lægger gulv til EM i TeamGym, men arrangementet bliver ikke som planlagt afholdt i oktober i år.

Coronapandemien og de restriktioner, der er indført for at bekæmpe virusset, har fået arrangørerne til at flytte mesterskabet til 14.-17. april 2021.

Det oplyser GymDanmark, European Gymnastics, Sport Event Denmark og Ballerup Kommune i en pressemeddelelse.

– Der er stadig for mange usikre faktorer i forhold til at skulle afholde så stort et internationalt event allerede til efteråret, siger Kim Kløve Lassen, der er præsident for EM i TeamGym.

– Derudover har vi været i kontakt med de andre europæiske gymnastikforbund, og både der og her i Danmark er der på nuværende tidspunkt ikke mulighed for optimale træningsforhold.

– Sundheden og sikkerheden for gymnaster, frivillige, publikum og alle andre involverede under EM i Ballerup er topprioriteten, så selv om det er en svær beslutning, er det en nødvendig beslutning, lyder det.

Arrangørerne oplyser, at billetter kommer til at gælde på samme betingelser på de nye datoer.

TeamGym er også kendt som spring-rytme. Det er en blanding af de to klassiske gymnastikgrene, springgymnastik og rytmisk gymnastik.

Disciplinen er især populær i Norden, og Danmark er blandt de dominerende nationer.

Det danske herrelandshold har således vundet EM 11 gange i træk.

/ritzau/