Tidligere AaB-formand Per Søndergaard er død – 66 år

Den tidligere bestyrelsesformand i AaB Per Søndergaard er død.

Det oplyser superligaklubben på sin hjemmeside.

– Det er med stor sorg, at vi har modtaget beskeden om, at vores tidligere formand i AaB Per Søndergaard pludseligt og alt for tidligt er gået bort i en alder af 66 år, lyder det fra klubben.

Søndergaard sad i den nordjyske klubs bestyrelse i otte år – fra 2002 til 2010 – hvoraf de sidste fem var som formand.

Han nåede dermed som formand at se klubben vinde sit tredje danske mesterskab, da AaB i 2008 tog DM-guld. Sæsonen efter kvalificerede klubben sig også til Champions League-gruppespillet.

Mens Søndergaards tid som formand altså var præget af sportslig succes, så knep det med klubbens økonomi.

Det var således et blodrødt årsregnskab for 2009, der førte til, at Per Søndergaard i april 2010 trak sig fra sin formandspost.

AaB’s spillere vil som følge af Per Søndergaards død bære sørgebind, når klubben 31. maj møder Esbjerg i Superligaen.

Den tidligere formand vil ligeledes blive mindet i forbindelse med AaB’s hjemmekamp mod AGF ugen efter, lyder det.

/ritzau/