Hertha-træner forsvarer kindkys: Måljubel hører sig til

Fodboldspillerne i Hertha Berlin slipper uden påtale, efter at de lørdag fejrede scoringer med både gruppekram og kindkys.

I Bundesligaens sikkerhedskoncept bliver spillerne ellers anbefalet at holde afstand til hinanden.

– Vi skal ikke juble sammen, klappe hinanden i hænderne eller kramme, lyder det i det cirkulære, der er blevet sendt rundt til klubberne inden genstarten.

Det er dog netop kun en anbefaling og ikke en decideret lov, oplyser Deutsche Fussball Liga (DFL), der administrerer de professionelle tyske ligaer.

– I forhold til måljubel blev der kun udsendt tips til orientering – der vil derfor ikke blive sanktioneret, lyder det fra DFL.

I den første kamp efter to måneders coronapause vandt hovedstadsklubben med 3-0 på udebane over Hoffenheim.

Det var samtidig den nye cheftræner Bruno Labbadias første kamp i spidsen for den ambitiøse klub.

Og Labbadia, der i sin tid selv var en målfarlig angriber, har forståelse for, at spillerne blæste på råd og vejledning fra myndighederne.

– Måljubel hører fodbolden til. Vi er blevet testet så ofte, at man – tror jeg – kan tillade det.

– Det ville også være en skam, hvis man slet ikke måtte juble længere, for så er der endnu mere, der bliver ødelagt, siger Labbadia ifølge fodboldmagasinet Kicker.

Det er ikke første gang, Hertha Berlin-spillere anklages for at tage for let på afstandsbestemmelserne under coronapandemien.

Tidligere på måneden havnede Salomon Kalou i en storm, da han offentliggjorde en video, hvor han trykkede hånd med flere holdkammerater i holdets omklædningsrum.

På det tidspunkt havde spillerne kun tilladelse til at træne individuelt på klubbens anlæg.

/ritzau/