Bundesligaen ophæver trænernes maskepligt under kampe

Trænerne for de tyske bundesligaklubber slipper for at bære ansigtsmaske på sidelinjen, når ligaen lørdag bliver genoptaget efter to måneders coronapause.

Deutsche Fussball Liga (DFL), der administrerer de professionelle fodboldrækker, har umiddelbart før genstarten besluttet sig for at ophæve maskepligten for klubbernes cheftræner.

– En maske ville begrænse deres arbejde som trænere voldsomt, blandt andet i forhold til at give instruktioner, anvende mimik og at gestikulere, siger DFL-direktør Ansgar Schwenken ifølge nyhedsbureauet dpa.

– Vi betragter det som en tilstrækkelig foranstaltning, hvis trænerne bevarer afstanden gennem hele kampen, lyder det.

I reglerne for genstarten stod det oprindelig, at trænere skulle bære maske under hele kampen. Kun når de skulle give instruktioner, måtte de midlertidigt tage den af.

Ifølge avisen Bild har flere trænere dog beklaget sig over maskekravet, og nu er det altså gjort frivilligt at tage masken på.

– For alle andre på udskiftningsbænken opretholder DFL foranstaltningerne om såvel afstand som maske, siger Schwenken.

Bundesligaen er den første store europæiske liga, der vender tilbage, efter at coronapandemien har sat det meste af verden på pause i et par måneder.

Det sker for tomme tribuner og under omfattende sikkerhedsforanstaltninger.

Alle hold har været isoleret i de sidste to uger op til ligastarten, og hele staben af spillere og ledere er blevet testet adskillige gange.

/ritzau/