Otte klubber vil have afblæst 2. division i Danmark

Brønshøj, Ringkøbing og seks andre klubber vil have den danske 2. division i fodbold afblæst som følge af coronakrisen.

Det fremgår af et åbent brev fra klubberne til Divisionsforeningen, som ligger på Brønshøj Boldklubs hjemmeside.

Forslaget går ud på, at den nuværende stilling fastfryses, og at ingen klubber bliver negativt påvirket af det. Det vil sige, at ingen hold rykker ned, men at alle oprykninger til og fra divisionen bibeholdes.

– Dette vil i praksis betyde, at 2. division finder en oprykker, men at ingen rykker ned.

– De nuværende planlagte tre nedrykkere fra NordicBet Liga fastholdes, ligesom der skal findes fire fra Danmarksserien.

– Sæsonen 2020/2021 spilles med 30 hold i 2. Division, lyder det i brevet.

Det er også underskrevet af Slagelse, Vanløse, FA2000, Helsingør, FC Sydvest og Holbæk.

Der er ikke spillet fodbold i 2. division siden 8. marts.

/ritzau/