Østrigsk førerhold beskyldes for fusk før corona-genstart

Førerholdet LASK Linz er kommet i modvind forud for genstarten af den bedste østrigske fodboldrække.

En video af holdets træning viser, at LASK med stor sandsynlighed ikke har efterlevet de protokoller, der skal sørge for en sikker genoptagelse af ligaen efter en længere coronapause.

Siden 20. april har det været tilladt at træne i mindre grupper af op til seks spillere, men en video af en af holdets træninger indikerer, at der er blevet trænet med flere spillere.

Ligaen har nu igangsat en undersøgelse, der skal klarlægge, hvad der er sket.

Samtidig er flere af konkurrenterne vrede, mens LASK har anmeldt sagen til politiet som indbrud.

LASK-træner Valerien Ismaël hævder, at et kamera viser optagelser af et indbrud, hvor gerningsmænd i en sen nattetime trænger ind på klubbens træningsanlæg.

De nærmeste forfølgere fra RB Salzburg er mere optaget af, om LASK har snydt ved at lade flere spillere træne sammen, end opstartsprotokollen foreskriver.

– Vi er chokerede og overraskede, siger Stephan Reiter, der er kommerciel direktør i Salzburg.

Den østrigske liga starter op igen 2. juni efter små tre måneders pause som følge af coronapandemien.

LASK topper rækken med et forspring på tre point til Salzburg.

/ritzau/AFP