Helbredsproblemer tvinger dansk e-sportsstjerne til pause

Counter-Strike-spilleren Markus “Kjaerbye” Kjærbye har sat sin karriere på pause på grund af helbredsproblemer.

Det skriver North-spilleren på Twitter.

– Hej gutter. I de sidste par måneder har jeg oplevet mavesmerter, åndedrætsproblemer og brystkramper i en sådan grad, at jeg har haft problemer med at spille det spil, som jeg elsker, på højeste niveau.

– Jeg er kommet til et punkt, hvor jeg har brug for at lytte til min krop og give den tid til at komme sig helt. Jeg ved ikke, hvornår jeg kommer tilbage på serveren, men jeg ved, at jeg har brug for en pause.

– Jeg vil gerne takke min familie, fans, North-holdkammerater og North-ledelsen for deres støtte og forståelse, skriver 22-årige Markus Kjærbye, der er tidligere majorvinder.

I 2018 skiftede han fra Astralis til North, der er FC Københavns satsning inden for e-sport.

Som erstatning for Markus Kjærbye har North lejet 18-årige Kristoffer “Kristou” Aamand fra AGF ESport.

Tidligere har en anden stor North-profil måtte trække sig på grund af mentale helbredsproblemer. Det var således årsagen til, at den tidligere Fifa-verdensmester August “Agge” Rosenmeier” stoppede hos North i oktober.

/ritzau/