Forbund nægter økonomisk hjælp til dopede atletikudøvere

Atletikudøvere med kurs mod OL i Tokyo næste år skal kunne fremvise en ren dopinghistorie, hvis de gerne vil have del i hjælpepakken, der skal hjælpe atleter igennem coronakrisen.

Det skriver Det Internationale Atletikforbund, World Athletics, i en pressemeddelelse fredag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

– Det er blevet tydeligt, at ressourcerne skal rettes mod atleter, der med sandsynlighed vil deltage ved OL i Tokyo næste år, og som har svært ved at betale for basale nødvendigheder, fordi de ikke har en indkomst under coronakrisen, siger World Athletics’ præsident, Sebastian Coe.

Hjælpepakken er altså forbeholdt atleter, der har kvalificeret sig til OL i Tokyo, og som ikke tidligere er kendt skyldige i brud på dopingreglerne.

De skal desuden kunne bevise et mærkbart tab af indkomst i 2020 i forhold til året inden.

– Vi er klar over, at det er en stresset situation for mange atleter, og vi gør vores bedste for at hjælpe til, så de kan forberede sig til atletiksæsonen, der er flyttet til august, og til næste års OL, siger Sebastian Coe.

Hjælpepakken, der skal søges af atleter inden 31. maj, er på 500.000 dollar (cirka 3,5 millioner kroner), og er sat op af World Athletics og den internationale atletikfond, IAF.

Atleter, der ligger inden for top-6 på verdensranglisten i deres discipliner, samt atleter, der er sluttet i top-6 i et Gold Label Road Race 2019, og atleter, der har tjent mere end 6000 dollar (41.400 kroner) i præmiepenge i Diamond League sidste år, kan ikke få del i hjælpepakken.

Coronakrisen har haft stor indflydelse på sportskalenderen, og mange sportsbegivenheder er aflyst verden over. OL, der skulle være afholdt til sommer i Japan, er rykket til sommeren 2021.

/ritzau/Reuters