Cheftrænere misser tysk genstart efter tandpasta-køb og begravelse

To af cheftrænerne i Bundesligaen går glip af ligaens genoptagelse efter to måneders coronapause.

Augsburg må undvære cheftræner Heiko Herrlich mod Wolfsburg, mens Union Berlin-cheftræner Urs Fischer går glip af opgøret mod Bayern München.

Forud for genstarten skal spillere og ledere ifølge en protokol for Bundesligaen gå i en uges karantæne.

48-årige Herrlich brød karantænen, da han forlod et hotel, hvor Augsburg-holdet har været indlogeret. Cheftræneren skulle på gaden for at købe tandpasta og hudcreme.

– Jeg begik en fejl ved at forlade hotellet. Selv om jeg har fulgt alle hygiejneregler, så kan jeg ikke gøre det om.

– I den her situation har jeg ikke levet op til mit ansvar som rollemodel over for mit hold og offentligheden, siger Heiko Herrlich.

Det er cheftræneren, der på et pressemøde torsdag selv afslørede, at han havde dummet sig og forbrudt sig mod genstarts-protokollen.

– Vi er i karantæne på hotellet, og jeg burde ikke gå derude. Men der er situationer, der kræver det.

– Jeg var løbet tør for tandpasta, og jeg havde ikke mere hudcreme, og så gik jeg ned i et nærliggende supermarked iført mit træningstøj, lød det fra Heiko Herrlich.

Augsburg-træneren missede fredagens træning samt lørdagens hjemmekamp mod Wolfsburg, hvor han faktisk skulle have haft sin debut for Augsburg. Herrlich blev ansat i marts umiddelbart før coronapausen.

Augsburg oplyser, at Heiko Herrlich de kommende dage vil blive testet to gange for coronavirus. Er prøverne negative, kan han genoptage sit arbejde.

For Union Berlins cheftræner er det en begravelse, der koster ham pladsen på sidelinjen i søndagens kamp mod Bayern München.

Hans svigerfar døde i sidste uge, og han forlod derfor Unions træningslejr for at tage til Schweiz, hvor han med klubbens accept har opholdt sig siden.

Når han vender tilbage til Berlin efter sin afdøde svigerfars begravelse, skal han ligeledes testes negativ for coronavirus to gange, før han kan genoptage arbejdet i midterklubben.

Union Berlin råder over danskerne Jakob Busk og Marcus Ingvartsen.

Augsburg ligger nummer 14 i Bundesligaen, mens Union Berlin ligger nummer 11.

/ritzau/dpa