McLaren henter australsk Formel 1-stjerne hos Renault

Den australske racerkører Daniel Ricciardo skifter fra næste sæson fra Renault til McLaren i Formel 1.

Det meddeler det britiske team torsdag på sin hjemmeside.

30-årige Ricciardo overtager sædet fra Carlos Sainz, der efter to år hos McLaren er færdig.

Australieren, der også har en fortid hos Red Bull, bliver holdkammerat med det unge britiske talent Lando Norris hos McLaren-teamet.

Der er tale om en flerårig aftale, men holdet oplyser ikke længden på kontrakten.

/ritzau/