Danske fodboldbaner kan åbne op for masserne

Der kan nu for alvor komme gang i breddefodbolden på landets mange fodboldbaner.

Dansk Boldspil-Union (DBU) oplyser onsdag, at Rigspolitiet har opdateret retningslinjerne for, hvordan klubbernes mange fodboldbaner kan opdeles under coronakrisen.

Tidligere lød meldingen, at der maksimalt måtte være ti personer på en opstreget fodboldbane uanset størrelsen.

Det er nu ændret, skriver DBU, så klubberne kan opdele en 11-mands bane i mindre baner – eksempelvis fire 5-mands baner eller to 8-mands baner.

De opdaterede retningslinjer betyder, at mange flere danskere kan komme ud at spille fodbold, fortæller formand for DBU Bredde, Lars Albæk.

– Det gør en kæmpe forskel for alle vores medlemmer og klubber.

– Det skal ikke være en hemmelighed, at vi kan mærke, at både klubber og spillere står i en udfordrende situation lige nu, og alle brænder for at komme ud på fodboldbanerne igen.

– At det nu kan lade sig gøre, er et stort skridt i den rigtige retning, siger Lars Albæk til DBU’s hjemmeside.

Breddeformanden slår fast, at fodbolden fortsat skal overholde myndighedernes regler og restriktioner.

– Som landets største sportsgren har vi et kæmpe ansvar, som vi naturligvis lever op til, siger Lars Albæk.

– Vi har kæmpet for, at anlæg kan opdeles i mindre områder. Det er nu lykkedes. Vi kæmper fortsat også for at åbne fodbolden helt, så det snart igen bliver muligt at tackle og give en god skulder.

Der er 1600 fodboldklubber i Danmark og næsten 330.000 aktive fodboldspillere.

/ritzau/