Divisionsforeningen laver aftale om coronatest i Superligaen

Det bliver virksomhederne KMD og Qlife, der skal stå for de løbende coronatest af spillere og personale i Superligaen og 1. division.

Divisionsforeningen, der driver ligaen, oplyser i en pressemeddelelse, at man har indgået en aftale med de to virksomheder.

It-virksomheden KMD vil levere datainfrastrukturen bag testene, som vil blive foretaget med udstyr leveret af Qlife, som er delvist ejet af KMD.

Spillere og personale i Superligaen vil blive testet, inden den første kamp spilles 28. maj og derefter ugentligt, mens sæsonen kører hen over sommeren.

– Det er helt afgørende for 3F Superliga, at vi kan komme i gang med spillet og få afsluttet alle kampene i sæsonen, siger direktør i Divisionsforeningen Claus Thomsen i pressemeddelelsen.

– Det kan kun ske, hvis vi kan gennemføre det på en ansvarlig måde, både over for spillerne og over for vores sundhedsvæsen. Fysisk kontakt kan ikke undgås i en fodboldkamp, og derfor er vi nødt til at tage ekstra forholdsregler for at minimere smittespredning.

De løbende test for coronavirus er en del af en protokol, som Divisionsforeningen har udarbejdet, så træning og kampe kan afvikles på en forsvarlig måde.

Qlifes udstyr gør det muligt at tage blodprøver overalt, lyder det. Det kræver dog stadig, at der er uddannet personale – eksempelvis en sygeplejerske – til stede.

– Vi er særdeles glade for, at vi med vores viden om it-infrastruktur og dataanalyse kan bidrage til, at 3F Superliga og NordicBet Liga (1. division, red.) kan åbne igen på en tryg og sikker måde, siger direktør i KMD Christian Binggeli-Winter i pressemeddelelsen.

AGF og Randers er de første to hold, der skal i aktion, når bolden igen ruller i Superligaen torsdag 28. maj. Sæsonens sidste kamp skal efter planen spilles 29. juli.

Danmarks bedste fodboldrække blev sat på pause i starten af marts.

FC Midtjylland ligger på en komfortabel førsteplads med 12 point ned til FC København på andenpladsen.

Det ligger endnu ikke fast, hvornår 1. division begynder igen.

/ritzau/