Dansk målmandsreserve forlænger med bundesligaklub

Den danske målmand Jakob Busk fortsætter i den tyske bundesligaklub Union Berlin.

Busk har skrevet under på en kontraktforlængelse med hovedstadsklubben, hvor han har været siden 2016.

– Jeg har nu været her i næsten fire et halvt år og føler mig hjemme hos Union.

– I de mange samtaler med de ansvarlige har jeg følt mig meget værdsat, og trænerteamet ved, at man altid kan regne med mig, siger Jakob Busk.

Den tidligere FC København-keeper har spillet 57 kampe for klubben, men har i de seneste sæsoner måttet finde sig i en rolle som substitut.

Han spillede sin foreløbig sidste ligakamp tilbage i april 2018.

– Som professionel er det selvfølgelig min ambition at spille så meget som muligt. Jeg vil også i den kommende tid byde mig til og vil støtte holdet bedst muligt, siger Jakob Busk.

Han er en af de spillere i den aktuelle Union Berlin-trup, der har været i klubben i længst tid.

– Når vi omrokerer på målmandsposten til sommer, er det vigtigt, at vi i Jakob har en Union-erfaren målmand til rådighed, der altid er ærgerrig og loyal, siger sportsdirektør Oliver Ruhnert.

Den nye aftale gælder både for 1. og 2. Bundesliga, men det fremgår ikke hvor lang tid, Jakob Busk har bundet sig til klubben.

Union Berlin rykkede sidste sommer op i den bedste række.

Da coronapandemien i marts afbrød sæsonen var klubben placeret på 11.-pladsen i god afstand fra nedrykningszonen.

/ritzau/