Bekymret Makienok undrer sig over positiv coronatest

Den danske fodboldangriber Simon Makienok er en af tre Dynamo Dresden-spillere, der er testet positiv for coronavirus.

Det bekræfter han over for B.T.

Makienok er i de seneste uger blevet testet fem gange. I de fire første tilfælde var testen negativ, men femte gang var den gal. Og det undrer danskeren, der ellers mener, han har taget sine forholdsregler.

– Jeg har været i Tyskland i over to uger helt alene, og jeg har fået bekræftet af det tyske sundhedsvæsen, at det ikke er noget, jeg har haft med fra Danmark.

– Det eneste, jeg har lavet hernede, er selvfølgelig at tage til træning og været ude at handle, og det har jeg kun gjort med maske og handsker, så jeg har decideret ikke været i kontakt med nogen i de sidste 14 dage ud over de seneste dages holdtræning, og alligevel er jeg blevet ramt, siger Simon Makienok til bt.dk.

Han oplyser, at der lige nu er tale om tre smittede spillere i Dynamo Dresden-truppen og ikke to, som meldingerne ellers er gået på.

Alle Dresden-spillere og samtlige personer, der har berøring med førsteholdet, er nu sendt i isolation.

Tyskland er det første store europæiske fodboldland, der sparker sæsonen i gang igen efter to måneders pause som konsekvens af coronapandemien.

Der er blot fire dage, til bolden igen begynder at rulle, og i det lys er de positive prøver fra Dresden en alvorlig streg i regningen.

Den danske angriber er ikke tryg ved udsigten til at gennemføre resten af sæsonen i et stramt program inden sommerpausen.

– Jeg kan godt blive bekymret for, hvad der kommer til at ske. Jeg kan ikke se, hvordan det skal kunne fungere, uden at vi kan blive smittet fra højre og venstre. Det er helt klart, at vi som hold ikke føler os trygge, siger Simon Makienok.

Dynamo Dresden skulle søndag have genåbnet sæsonen på udebane mod Hannover, men kampen er blevet udsat.

/ritzau/