Kollegerne kårer Mikkel Hansen til Årets Spiller

I januar sidste år var han blandt hovedkræfterne, da Danmark blev verdensmester i herrehåndbold, og nu kan Mikkel Hansen smykke sig med mere hæder for sine præstationer i 2019.

Paris Saint-Germain-spilleren er kåret som Årets Mandlige Håndboldspiller i Danmark, oplyser Håndbold Spiller Foreningen på sin hjemmeside.

Det er kollegerne i landets to bedste rækker og de danske spillere i udenlandske klubber, der har peget på Hansen.

Han erklærer sig “ekstremt glad og stolt” over at modtage prisen.

– Der var mange spillere, der havde et rigtigt flot 2019, og det er det ypperste at modtage en hæder, hvor det er ens kollegaer, der peger på en.

– 2019 var et særligt år for mig på mange plan, og denne kåring varmer rigtigt meget i denne periode, hvor det ikke bliver til meget håndbold, siger Mikkel Hansen.

Den 32-årige storskytte modtog 35 procent af de afgivne stemmer. Niklas Landin fik 26 procent, mens 22 procent af stemmerne gik til Rasmus Lauge.

I sidste uge blev Sandra Toft kåret til Årets Kvindelige Håndboldspiller.

/ritzau/