Eventuel coronasmitte flytter ikke superligakampe

Når Superligaen genstartes, skal kampene som udgangspunkt afvikles, uanset hvor mange spillere der sidder ude på grund af coronasmitte og derfor ikke kan spille.

– Reglerne er, at man skal spille kampene med de spillere, der er til rådighed, siger Claus Thomsen, direktør for Divisionsforeningen.

Claus Thomsen holder dog alligevel døren på klem, for der er stadig en mulighed for, at klubber kan få lov at flytte kampe under særlige omstændigheder.

– Hvis der er plads i kampprogrammet, kan der være mulighed for at udsætte en kamp. Men det er ikke en ret, som man han.

Ud over det skal hvert enkelt tilfælde vurderes for, om det er sportsligt forsvarligt over for de andre klubber i turneringen at flytte kampen.

Og det er altså noget, der skal vurderes enkeltvist, når det bliver relevant, siger Claus Thomsen.

– Det skal turneringsadministrationen vurdere, siger han.

Superligaen har været suspenderet siden den 11. marts, hvor regeringen lukkede landet ned. Siden har flere klubber været økonomisk udfordrede og kaldt på at turneringen skulle starte igen.

Torsdag den 7. maj åbnede regeringen og Folketingets partier op for, at fodbolden må genoptages, og en genåbning af Superligaen er på trapperne.

Præcist hvornår bolden ruller igen i den danske Superliga, er endnu uklart, da Divisionsforeningen stadig ikke har meldt en dato ud for, hvornår holdene igen må spille om point.

I den tyske 2. Bundesliga er et helt hold – nemlig Dynamo Dresden, hvor danske Simon Makienok og Brian Hamalainen spiller – sat i 14 dages karantæne med kun kort tid til genstarten af sæsonen, fordi to spillere er testet positive.

Det vides endnu ikke, om nogle superligaspillere er coronasmittede. Alle spillere bliver testet inden genoptagelsen af Superligaen og vil derefter blive testet løbende.

/ritzau/