UFC-kæmpere kan miste penge ved kritik af coronasikkerhed

MMA-kæmpere skal tænke sig om en ekstra gang, før de udtaler sig negativt om sikkerheden med coronavirus ved UFC-stævnerne.

Deltagerne har tidligere på ugen skrevet under på en kontrakt med UFC. Kontrakten betyder, at de kan risikere at blive trukket i præmiepenge og eventuelle bonusser ved kritik af sikkerheden.

Det skriver de amerikanske medier Yahoo Sports og ESPN efter lørdagens stævne i Florida, USA.

I et dokument, som Yahoo Sports og ESPN har set og refererer fra, står der, at kæmpere kan miste både præmiepenge, bonusser fra sejre og andre kamprelaterede bonusser.

UFC-præsident Dana White bekræfter, at kæmperne har skrevet under på en kontrakt, men at det er normal procedure.

Kæmpere kan og vil kun blive straffet, hvis de kommer med usande påstande om sikkerheden og corona-protokollerne ved UFC-stævnerne, siger Dana White.

Hvis kæmperne siger noget negativt om UFC-organisationen, der er sandt, vil de ikke blive straffet, fastslår han.

– Hvis en kæmper siger noget, der ikke er sandt, og hvis han siger, at vi ikke har testet for dette, så vil det bryde aftalen.

– Men hvis han sagde noget, der var sandt og hans egen mening, så er det anderledes, siger Dana White til Yahoo Sports.

Det var Stephen Espinoza, præsidenten for Showtime Sports, der første gang gjorde opmærksom på kontrakterne, da han tweetede om emnet lørdag forud for stævnet i Jacksonville.

Espinoza, som også er advokat, svarede på, hvorfor man ikke har set flere deltagere kritisere sundheds- og sikkerhedsforholdene ved UFC-stævnet.

– Det er, fordi de har været nødsaget til at underskrive et dokument, som siger, at de kan miste alle deres præmiepenge og bonusser, hvis de siger noget negativt om corona-protokollerne, lyder svaret fra Espinoza.

/ritzau/