Fem fodboldspillere i Spanien er smittet med coronavirus

Fem spillere fra Primera Division – også kaldet La Liga – og Segunda Division i Spanien er testet positive for corona.

Det oplyser organisationen bag La Liga ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Nyheden kommer, efter at alle spillere i de to fodboldrækker samt staben er blevet testet for coronasmitte.

De fem spillere, som der ikke er blevet sat navne på, er alle blevet isoleret derhjemme, inden de skal testes på ny i løbet af de kommende dage for at afklare, om de kan vende tilbage til træning.

Spillerne i de to spanske rækker har fået lov at træne individuelt igen, og alle spillere er blevet testet for coronavirus, inden man kan gå videre til holdtræning.

FC Barcelona har taget hul på den individuelle træning, mens Real Madrid ventes at gøre det mandag.

Ligaforeningen arbejder på en genstart af Primera Division i løbet af juni.

/ritzau/Reuters