Lyon-præsident: Vi skal spille CL-kamp 7. august

Noget tyder på, at der nu er sat dato på, hvornår fodboldens Champions League genoptages efter coronapausen.

I hvert fald siger Lyons præsident, Jean-Michel Aulas, til det franske medie RTL, at klubben har fået bekræftet, at man skal møde Juventus på udebane 7. august.

– Vores kamp imod Juventus er blevet bekræftet til at skulle spilles 7. august. Den vil blive spillet i Torino uden tilskuere, siger han til RTL.

Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa), som står for Champions League, har endnu ikke meldt noget ud om, hvornår turneringen genoptages.

Men ifølge Aulas er datoen nu bekræftet.

/ritzau/