Genåbning er en økonomisk redningskrans for atleter

Lørdagens udmelding fra regeringen, om at en lang række professionelle ligaer og udøvere kan begynde træning og kampe igen, er ikke blot en glædelig nyhed for de involverede sportsfolk.

For mange er det også en lettelse med baggrund i en hårdt presset økonomi som følge af coronapandemiens nedlukning af deres sport.

Mens fodboldspillere eksempelvis ofte tjener gode penge, så er det langtfra tilfældet for brydere, svømmere og andre elitesportsfolk i Danmark.

For at kunne leve af sin idræt i den slags sportsgrene skal man være en del af den absolutte elite – ofte også internationalt.

– Selv om indtægterne ikke er store for mange atleter, er de afhængige af at fastholde et højt internationalt niveau, hvis deres økonomi skal hænge bare nogenlunde sammen, siger Team Danmarks direktør, Lone Hansen, i en pressemeddelelse.

– Det er derfor afgørende, at de kan komme hurtigst muligt tilbage til normal træning. Også selv om der følger en række skarpe retningslinjer med.

Alle atleter, hvis primære indtægt kommer fra deres sport, eller som er indplaceret i en af Team Danmarks atletkategorier eller figurerer i en olympisk eller paralympisk bruttogruppe, må påbegynde træning igen.

Det vil sige, at svømmerne kan komme i vandet, banerytterne kan samles i Ballerup og køre på bane igen, og badmintonspillerne kan igen sparre i Brøndby Hallen.

Det er en stor ting for udøverne, som har været tvunget til alternative træningsmetoder i lang tid.

– Atleterne har udvist meget stor forståelse og tålmodighed for, at de ikke kunne træne og konkurrere som normalt, lyder det fra Lone Hansen.

– Jeg ved, at mange atleter er jublende lykkelige for, at de igen kan komme tilbage, til noget der ligner en normal træning. Det har de brug for, hvis de skal fastholde deres høje internationale niveau.

/ritzau/