Genåbning ændrer ikke på afsluttet håndboldsæson

Dansk Håndbold Forbund (DHF) meddelte for en god måneds tid siden, at resten af håndboldsæsonen var aflyst på grund af coronapandemien, og at den aktuelle stilling blev resultatet af sæsonen.

Tre klubber, der endte som nedrykkere med afgørelsen, klagede til Håndboldens Appelinstans, som underkendte beslutningen.

25. maj skal repræsentantskabet i DHF træffe en endelig afgørelse, men med lørdagens udmelding fra regeringen, er der faktisk givet grønt lys til, at sæsonen kan genoptages uden tilskuere.

Den udmelding ændrer dog intet for DHF og beslutningen, siger formand Per Berthelsen til B.T.

– Som udgangspunkt er det, som det er: At ligaen er lukket ned. Jeg kan ikke umiddelbart se, det skulle ændre sig, siger han.

– Hvis vi skal have fire uger nu til at træne op – det er det, der er aftalt, der skal bruges som en eventuel opstart, så vi undgår, at spillerne bliver skadet – så er vi også langt henne.

Han slår fast, at man selvfølgelig skal drøfte regeringens nye udmelding med Divisionsforeningen, som står for afviklingen af de øverste rækker. Men han ser ikke for sig, at det kommer til at ændre på noget.

Aalborg Håndbolds veteran Henrik Møllgaard mener da heller ikke, at det giver mening, at starten sæsonen igen nu uden tilskuere. På Twitter skriver han:
– Al sportslig værdi vil være væk! Økonomisk skal jeg ikke kloge mig på konsekvenserne, selv om at jeg tror, at lønkompensationen holder hånden under håndbolddanmark lige nu, skriver han.

Foreløbig må klubber og spillere stadig vente til mødet 25. maj for at finde ud af, om sæsonen endegyldigt er afblæst.

Til gengæld er det nu igen tilladt for spillerne at træne sammen i klubberne.

/ritzau/