Officielt: København er klar som vært for EM og Tour i 2021

Torsdag aften blev der hasteindkaldt til pressemøde på Københavns Rådhus, og det gav rigtig god mening, at rådhusets festsal var valgt til lejligheden.

Værterne – Københavns Kommune og Dansk Boldspil-Union (DBU) – havde nemlig noget helt specielt at fejre.

Efter intense forhandlinger er det lykkedes at lande en aftale, der gør, at København er klar til at huse både EM i fodbold og Tour de France næste sommer.

Overborgmester Frank Jensen bød velkommen med et stort smil og bekræftede, at det er lykkedes at få enderne til at mødes, så København kan huse begge de gigantiske sportsbegivenheder.

Dermed kan sportsfans se frem til en stor sportssommer i 2021 i Danmark.

/ritzau/