Bundesligaen nærmer sig genstart i maj efter coronalukning

Den tyske Bundesliga bliver formentlig den første af Europas store fodboldligaer til at genstarte efter coronakrisen.

Nyhedsbureauet AFP er kommet i besiddelse af et udkast til en aftale mellem regeringen og de tyske delstater, der viser, at Bundesligaen kan genoptages i løbet af maj.

Det forventes, at der kommer en officiel udmelding senere onsdag med en mere specifik dato for, hvornår landets to bedste fodboldligaer kan sættes i gang.

Af udkastet til aftalen fremgår det ifølge AFP, at genstarten i maj vil begrænse den økonomiske skade, som coronakrisen forvolder de 36 klubber i landets to bedste rækker.

Onsdag afholdt forbundskansler Angela Merkel en videokonference med ministerpræsidenterne fra Tysklands 16 delstater. Ifølge det tyske nyhedsbureau dpa blev aftalen mellem regeringen og delstaterne godkendt.

Dermed er det nu op til ligaforeningen DFL at trykke på knappen, så Bundesligaen og 2. Bundesligaen kan gå i gang igen. Det kan ske allerede fra fredag 15. maj, men genoptagelsen kan også blive skudt en halv eller hel uge mere, skriver dpa, nyhedsmediet Bild og sportsmediet Kicker.

Hverken regeringen eller Bundesligaen har bekræftet oplysningerne.

I bedste fald vil man med en snarlig genoptagelse kunne nå at færdigspille Bundesligaen inden udgangen af juni, selv om Det Europæiske Fodboldforbund er gået med til, at juli også kan bruges til at færdigspille de nationale ligaer.

Bundesligaen har ligget stille siden 11. marts.

Der resterer ni spillerunder af Bundesligaen, som toppes af Bayern München.

/ritzau/