Bundesligaen nærmer sig genstart i maj efter coronalukning

Den tyske Bundesliga bliver formentlig den første af Europas store fodboldligaer til at genstarte efter coronakrisen.

Nyhedsbureauet AFP er kommet i besiddelse af et udkast til en aftale mellem regeringen og de tyske delstater, der viser, at Bundesligaen kan genoptages i løbet af maj.

Det forventes, at der kommer en officiel udmelding senere onsdag med en mere specifik dato for, hvornår landets to bedste fodboldligaer kan sættes i gang.

Senere onsdag holder forbundskansler Angela Merkel en videokonference med ministerpræsidenterne fra Tysklands 16 delstater.

Af udkastet til aftalen fremgår det ifølge AFP, at genstarten i maj vil begrænse den økonomiske skade, som coronakrisen forvolder de 36 klubber i landets to bedste rækker.

De planer, som tysk fodbold har lagt for genstarten, bliver ifølge dokumentet stemplet som “acceptable”.

Tyske medier har tidligere nævnt, at Bundesligaen muligvis kan gå i gang 21. maj. Ligaen har ligget brak siden 11. marts.

Der resterer ni spillerunder af Bundesligaen, som toppes af Bayern München.

/ritzau/AFP