Braithwaite bliver testet for coronavirus i Barcelona

Fodboldspilleren Martin Braithwaite og holdkammeraterne i FC Barcelona vendte onsdag tilbage til klubbens træningsanlæg for første gang siden corona-nedlukningen.

Onsdag formiddag ankom den 28-årige dansker til anlægget i udkanten af den spanske storby for at gennemgå en coronatest.

Samtlige spillere i truppen skal testes, inden de senere genoptager den individuelle træning.

Barcelona var senest i aktion 7. marts, da holdet slog Real Sociedad med 1-0.

Efterfølgende blev ligaen lukket ned, og der blev senere indført et udgangsforbud i Spanien, som har været blandt de hårdest ramte lande under coronapandemien.

Martin Braithwaite skiftede i februar til Barcelona i et opsigtsvækkende skifte fra Leganés. Angriberen nåede at deltage i tre kampe, inden coronakrisen lukkede ligaen ned.

Spansk fodbold arbejder henimod en genstart af ligaen i juni.

Barcelona topper Primera Division med et forspring på to point til rivalen Real Madrid.

/ritzau/Reuters