Sydkorea indleder udskudt fodboldsæson på fredag

Stort set al sport har været suspenderet i Sydkorea på grund af udbruddet af coronavirus, men nu er der kommet så meget kontrol over situationen, at både fodbold- og baseballsæsonen bliver indledt i denne uge.

Den bedste fodboldrække, K-League, indleder sæsonen på fredag. Ligastarten skulle have fundet sted i februar.

Allerede tirsdag er der dog professionel sport på programmet igen, når Sydkoreas bedste baseballspillere tager hul på sæsonen.

Baseball er målt på tilskuertal den mest populære sportsgren i Sydkorea, men tilhængere er forment adgang til kampene.

Der er desuden indført strikse påbud og foranstaltninger for spillerne. De må ikke længere spytte på banen, og de er også blevet bedt om ikke at give hånd eller high-fives.

Før kampene skal de to gange have tjekket deres temperatur, og de skal bære ansigtsmasker på hele stadionet med undtagelse af, når de er i kamp eller vente ude på bænken.

Sydkorea var et af de første lande uden for Kina til at blive ramt af virusudbruddet, men myndighederne iværksatte meget hurtigt en kampagne med det mål at teste så mange borgere som muligt, og det har vist sig at være en succesfuld strategi.

Sydkorea med næsten 52 millioner indbyggere har registreret 254 dødsfald fra virusudbruddet. I Danmark med en befolkning på 5,8 millioner har der været 493 dødsfald.

/ritzau/AFP