EH Aalborg ser frem til hurtig afklaring på nedrykningssag

Spørgsmålet om nedrykning fra de bedste håndboldrækker lever videre, efter at Håndboldens Appelinstans tirsdag har erklæret den oprindelige afgørelse ugyldig.

Efter det bratte stop for håndboldsæsonen blev EH Aalborgs kvinder og Nordsjælland Håndbolds mænd nedrykningsdømt fra håndboldligaerne, selv om turneringerne ikke var spillet færdig.

Det har klubberne klaget over, og nu er appelinstansen kommet frem til, at beslutningen er ugyldig.

– Vi er naturligvis utrolig glade for, at appelinstansen vurderer, at vi kunne appellere afgørelsen.

– Nu ser vi frem til en hurtig afklaring på, om tvangsnedrykningen står ved magt, eller om der findes en mere fair afgørelse på det, når den næste instans skal træffe en afgørelse, siger Henrik Skals, der er direktør i EH Aalborg.

Sammen med Odder Håndbold fra den næstbedste herrerække havde de to klubber appelleret skrivebordsafgørelsen til Håndboldens Appelinstans.

Appelinstans slår fast, at Udvalget for Professionel Håndbold ikke havde hjemmel til at træffe afgørelsen.

– Den af Udvalget for Professionel Håndbold den 7. april 2020 trufne afgørelse er ugyldig og ophæves hermed, skriver appelinstansen i sin kendelse.

Kendelsen forholder sig ikke til spørgsmålet om nedrykning eller andre sportslige afgørelser.

/ritzau/