Britisk minister: Der arbejdes på genåbning af sport

Storbritannien er blandt de hårdest ramte lande under coronapandemien målt på dødsfald, men derfor kan der alligevel være udsigt til, at blandt andet den engelske Premier League i fodbold bliver genoptaget inden for en overskuelig fremtid.

På et pressemøde tirsdag aften siger Storbritanniens udenrigsminister, Dominic Raab, at sportens genåbning er højt på dagsordenen.

– Jeg ved, at regeringen har haft konstruktive møder med sportsforbund for at lægge en plan for, at atleter kan vende tilbage til træning, når det er sikkert.

– Jeg kan fortælle, at kulturministeriet har arbejdet på en plan om, at sport kan afvikles bag lukkede døre, når vi kommer til anden fase af landets genåbning, så det er noget, vi kigger på, siger Dominic Raab.

Han mener, at sporten vil kunne løfte stemningen i landet efter en periode med striks nedlukning.

– Jeg tror, at det vil løfte stemningen i nationen. Folk ønsker at komme tilbage på arbejde, og at børnene igen kan komme i skole, men de ønsker også at se sport igen.

– Men det centrale punkt er selvfølgelig, at det først kan ske, når medicinske og videnskabelige rådgivere mener, at det kan gøres sikkert og forsvarligt, siger Raab.

Den seneste melding fra Premier League-klubberne går på, at de vil igangsætte træningen igen, så snart myndighederne tillader det. Samtidig sigter de nu efter, at turneringen kan genoptages 12. juni.

Der resterer ni hele spillerunder og i alt 92 kampe, og flere engelske medier har skrevet, at der overvejes alternative metoder for at spille turneringen til ende forsvarligt.

BBC har skrevet, at der skal bruges op til ti neutrale arenaer for at afvikle de resterende kampe, og der skal bruges op til 40.000 test til spillere og stab i klubberne.

Regeringen forventes torsdag 7. maj at komme med nye retningslinjer, og dagen efter har der været planlagt et møde mellem klubberne. Mandag erfarede flere engelske medier dog, at det først ville blive 11. maj.

Der blev senest spillet fodbold i Premier League 9. marts.

/ritzau/