Ikonisk træner bag den perfekte NFL-sæson er død

Den legendariske NFL-træner Don Shula er død i en alder af 90 år, skriver nyhedsbureauet AFP.

Shula var kendt som en af historiens mest succesrige trænere, ikke mindst da han fra 1970 til 1995 stod i spidsen for Miami Dolphins.

I 1972- og 1973-sæsonen førte han klubben til Super Bowl-triumf, og særligt den første bliver stadig husket.

Således gik Miami Dolphins ubesejret igennem sæsonen i det, der bliver kaldt “The Perfect Season”. Det er stadig den eneste gang i historien, at en klub har begået den bedrift.

Shula er også den træner, der i historien er noteret for fleste sejre i grundspillet, nemlig 328. I alt vandt han 347 kampe som træner.

Hele fire gange – i 1964, 1967, 1968 og 1972 – blev han kåret som årets NFL-træner.

Som kåringerne antyder, var Shula altså inden skiftet til Miami også en enorm succes som træner for Baltimore Colts, som han gjorde til NFL-mester i 1968. Her var han i perioden fra 1963 til 1969.

Som aktiv spiller havde han også optrådt for Baltimore Colts. Han nåede desuden at repræsentere Cleveland Browns og Washington Redskins.

Ifølge Miami Dolphins’ hjemmeside sov Shula stille ind i sit hjem mandag.

/ritzau/