Medie: Corona koster amerikansk sport 81 milliarder kroner

De store ligaer inden for stort set alle sportsgrene står i øjeblikket stille i USA, som i det meste af resten af verden, på grund af coronapandemien.

Det kommer til at koste den gigantiske sportsindustri landet mindst 12 milliarder dollar (82 milliarder kroner), mens mere end 100.000 job vil gå tabt.

Det viser en analyse, det amerikanske medie ESPN har foretaget i samarbejde med et analysefirma og en række eksperter.

Den økonomiske nedtur kan ende med at blive dobbelt så stor, hvis ikke college-football og den nationale liga inden for amerikansk fodbold, NFL, kommer i gang i løbet af efteråret, viser analysen.

Patrick Rishe, der er ekspert i sportsøkonomi ved Washington University i St. Louis, har på anmodning fra ESPN beregnet det økonomiske tab for professionel sport, college-sport og ungdomssport.

Han er nået frem til, at tabet for de professionelle ligaer vil være 38 milliarder kroner.

Resultatet tager udgangspunkt i, at den bedste nordamerikanske basketball-liga og den bedste nordamerikanske ishockeyliga, NBA og NHL, får aflyst resten af grundspillet.

Samtidig antager Rishe, at både baseball-ligaen MLB og fodboldligaen MLS misser halvdelen af sæsonen.

Universiteterne vil tabe 27 milliarder kroner, mens ungdomsidrætten står over for et tab på 16 milliarder kroner, viser beregningerne.

– Som økonom står du tilbage og ser på blodbadet med forbløffelse og forfærdelse. Vi har aldrig set noget lignende før, siger Rishe til ESPN.

ESPN’s beregning inkluderer ikke de økonomiske konsekvenser for individuelle sportsgrene som golf, tennis og motorsport-serien Nascar. En lang række mindre sportsgrene er heller ikke medregnet.

NFL er ikke så hårdt ramt af krisen endnu, fordi sæsonen varer fra september til februar.

Mere end 1,1 millioner mennesker er konstateret smittet med coronavirus i USA. Over 65.000 har mistet livet.

/ritzau/