FC Köln sender to spillere i karantæne efter coronatest

To spillere fra fodboldklubben FC Köln er testet positiv for coronavirus. Det skriver Bundesliga-klubben på sin hjemmeside fredag aften.

Også en person fra staben omkring holdet er smittet.

Alle er sendt i hjemmekarantæne i 14 dage. Ingen af de tre har symptomer på Covid-19, som virussygdommen hedder.

– Køln vil ikke bekræfte nogen navne af respekt for de berørtes privatliv, står der i meddelelsen.

Klubben fortsætter træningen for at være klar til en eventuel genoptagelse af sæsonen, og yderligere tests for coronavirus vil blive udført som led i Bundesligaens retningslinjer for håndtering af smittefare.

I bedste fald håber klubberne i Bundesligaen at kunne genoptage kampe igen den 9. maj – næste weekend – men regeringen i Berlin har endnu ikke givet grønt lys til det.

Siden den 13. marts har Bundesligaen været suspenderet.

/ritzau/