Coronavirus udskyder EM i cykling til 2021

Det bliver først i 2021, at de bedste europæiske cykelryttere skal dyste om EM-metal på vejene i den norditalienske provins Trentino.

Europamesterskabet stod til at blive afviklet i september i år, men er rykket til september næste år. Det skriver Den Europæiske Cykelunion (UEC) lørdag på sin hjemmeside.

Der arbejdes med to mulige terminer til afviklingen af EM. Enten skal det afvikles fra 1.-5. september eller fra 8.-12. september næste år. Der forventes at komme en datoafklaring i løbet af de kommende måneder, oplyser UEC.

Beslutningen om at udskyde løbet er taget i samarbejde med de italienske arrangører, da en afholdelse i år ikke kunne garanteres på grund af udbruddet af coronavirus.

Italien har været hårdt ramt af pandemien, og over 28.000 italienere har mistet livet efter at være smittet med coronavirus.

EM tilhører ikke sæsonens mest prestigefyldte løb. I mange år er der kun kørt EM på ungdomsniveau, men siden 2016 har seniorerne også kørt EM.

I 2019, da EM blev afholdt i hollandske Alkmaar, blev Kasper Asgreen nummer to i herrernes enkeltstart. I U23-herrernes enkeltstart vandt Johan Price-Pejtersen EM-guld foran Mikkel Bjerg, mens Niklas Larsen snuppede sølvet i landevejsløbet.

/ritzau/