Coronavirus udskyder EM i cykling til 2021

Det bliver først i 2021, at de bedste europæiske cykelryttere skal dyste om EM-metal på vejene i den norditalienske provins Trentino.

Europamesterskabet stod til at blive afviklet 9.-13. september i år, men er rykket til september næste år. Det skriver Den Europæiske Cykelunion (UEC) lørdag på sin hjemmeside.

Dermed undgår man et sammenfald med blandt andet Tour de France, der er rykket til at blive kørt oveni de oprindelige EM-datoer senere i år.

Der arbejdes med to mulige terminer til afviklingen af det udskudte EM. Enten skal det afvikles fra 1.-5. september eller fra 8.-12. september næste år. Der forventes at komme en datoafklaring i løbet af de kommende måneder, oplyser UEC.

Beslutningen om at udskyde løbet er taget i samarbejde med de italienske arrangører, da en afholdelse i år ikke kunne garanteres på grund af udbruddet af coronavirus.

Italien har været hårdt ramt af pandemien, og over 28.000 italienere har mistet livet efter at være smittet med coronavirus.

I 2021 var der ellers lagt op til, at EM skulle afholdes i Minsk, som en del af et event, UEC har brandet som “Super-EM”, fordi den hviderussiske by samtidig også skulle være EM-vært for en række andre cykeldiscipliner som banecykling, mountainbike og BMX. Det ser dog ud til at blive uden landevejsløbene.

EM tilhører ikke sæsonens mest prestigefyldte løb. I mange år er der kun kørt EM på ungdomsniveau, men siden 2016 har seniorerne også kørt EM.

I 2019, da EM blev afholdt i hollandske Alkmaar, blev Kasper Asgreen nummer to i herrernes enkeltstart. I U23-herrernes enkeltstart vandt Johan Price-Pejtersen EM-guld foran Mikkel Bjerg, mens Niklas Larsen snuppede sølvet i linjeløbet.

/ritzau/