Aalborgs mestertræner dropper ungdomslandshold

Det er slut med at dobbeltjobbe for håndboldtræneren Stefan Madsen.

Fredag forlængede Aalborg Håndbolds mestertræner sin kontrakt med klubben til 2023, og derfor har han valgt at stoppe som dansk U18-herrelandstræner efter tre år i jobbet.

Det skriver Dansk Håndbold Forbund (DHF) på sin hjemmeside.

Hans kontrakt med DHF stod til at udløbe 31. august 2021, og det er med vemod, at han nu har valgt afbryde samarbejdet før tid, siger Stefan Madsen.

– Jeg har hele tiden været bekendt med risikoen for, at jeg måtte sige fra, hvilket jeg gør nu. Jeg har vejet det hele, og jeg skal simpelthen passe på mig selv og min familie, siger han.

DHF-sportschef Morten Henriksen er ked af om end afklaret med, at Stefan Madsens trænerkarriere er kommet til en skillevej.

– Jeg har fuld forståelse for Stefans beslutning, da det alt andet lige er svært at forene et trænerjob i ligaen og deltagelse i Champions League med en stilling som ungdomslandstræner, siger Morten Henriksen.

Siden Stefan Madsen blev cheftræner i Aalborg Håndbold i sommeren 2018, har han vundet to DM-titler. Den seneste er dog hentet på skrivebordet, da coronavirus satte en stopper for håndboldsæsonen.

/ritzau/