Leon Madsen går ned i løn og bliver i Polen

Leon Madsen vil fortsat være at finde i den polske speedwayliga Ekstraliga i år.

Den danske viceverdensmester er gået med til at gå ned i løn, hvilket har været et krav fra de polske klubbers og ligaens side i lyset af de økonomiske udfordringer, coronakrisen har medført.

– Jeg har accepteret en lønnedgang for at hjælpe min klub igennem sæsonen, men det er stadigvæk en fornuftig aftale, vi er blevet enige om, siger Madsen i en pressemeddelelse.

Et af kravene for at kunne køre i den polske liga i år som udlænding er, at man bliver testet for coronavirus og derefter er i karantæne i 14 dage. Derefter må man ikke forlade Polen i resten af sæsonen.

Det er dog ikke nogen stor omvæltning for Leon Madsen, der til daglig bor i polske Gdynia.

– Jeg bor jo hernede med min kæreste og vores lille datter, så vi som familie er okay, men det er selvfølgelig ikke en nem beslutning for mange andre udlændinge, siger danskeren.

En af hans landsmænd, Nicki Pedersen, sagde torsdag til TV2 Sport, at han havde takket nej til både lønnedgang og udsigten til at blive i Polen og dermed ikke kommer til at køre i Ekstraligaen i år.

Leon Madsen venter stadig på en afklaring angående VM-serien, hvor han altså sidste år endte som nummer to.

– Der bliver talt om mange modeller. Måske en stor finale som i gamle dage. Måske en model hvor vi kører tre eller fire grandprixer i Polen, fordi alle kørerne alligevel er hernede. Vi får se, siger Madsen.

Han har hen over vinteren været igennem fire operationer for en diskusprolaps i ryggen.

– Har den forsinkede sæsonstart betydet noget positivt for mig, er det, at jeg har haft ekstra tid til at hele og genoptræne efter operationerne, siger Madsen.

– Jeg savner da at køre. Men modsat mange andre kører jeg jo ikke så mange løb. Så jeg er nok bedre rustet til ikke at skulle køre hele tiden. Jeg kunne køre et grandprix i morgen, hvis det er.

/ritzau/