DBU-formand efter corona-møde: Bredden savner fodbold

Dansk Boldspil-Union (DBU) er rustet til en genåbning af dansk fodbold, som ikke mindst vil kunne skabe glæde hos de mange breddespillere i Danmark.

Det understreger formand Jesper Møller efter fredagens stormøde på video i dansk fodbold, hvor coronakrisen og en mulig genstart af fodbold var på dagsordenen.

Ifølge formanden er der ingen tvivl om, at fodbold kan spille en stor rolle i at bringe humøret tilbage mange steder i landet, hvor piger, drenge, kvinder og mænd tripper for at komme ud på banerne igen.

– Der er blevet gjort et godt og meget ansvarligt stykke arbejde både i Divisionsforeningen og i DBU Bredde, så vi sammen kan genåbne dansk fodbold, når der er tilladelse fra myndighederne.

– Mange savner dansk fodbold både på og udenfor banen. Fodbold kan skabe fællesskab og begejstring, som vi trænger til efter en historisk samfundskrise, siger Jesper Møller i en pressemeddelelse.

Mødet havde deltagelse af de store spillere og interessenter og rummede blandt andre kulturminister Joy Mogensen (S), sundhedsmyndighederne, Danmarks Idrætsforbund (DIF), Dansk Boldspil-Union (DBU) og Divisionsforeningen, der varetager afviklingen af Superligaen.

DBU har i den seneste tid sammen med DBU Bredde arbejdet med retningslinjer med afsæt i coronakrisen. Det handler om antal af spillere på et område, afspritning af materiale og flere andre forholdsregler.

Det er i tråd med arbejdet i andre lande også, hvor man udarbejder coronaprotokoller i øjeblikket, fordi der er så mange store som små ting, der skal gennemtænkes, inden eksempelvis holdtræning kan foregå.

Det gælder naturligvis både for eliten som for bredden, og selv om fredagens møde ikke gav datoer for opstarten, så er DBU klar til at trykke på knappen, når der gives grønt lys, under streger Jesper Møller.

– DBU har siden midten af marts haft en klar strategi om at følge myndighedernes anvisninger om nedlukning for at undgå smittespredning.

– Den strategi holder vi fast i. Vi har været ansvarlige, opført os ordentligt og vist samfundssind. Det skal vi fortsat gøre, når vi arbejder for at få genåbnet dansk fodbold på en god og ansvarlig måde, siger formanden.

I meddelelsen understreger DBU, at det for elitens vedkommende er vigtigt, at Superligaen kan sparkes i gang fra senest 29. maj.

Udgangen på videomødet blev, at alle parter stadig afventer det grønne lys fra myndighederne.

/ritzau/