United opretter ståpladser på Old Trafford efter forbud

Den engelske fodboldklub Manchester United vil som led i et forsøg skabe 1500 ståpladser på klubbens stadion, Old Trafford.

Storklubben har fået tilladelse af de lokale myndigheder til at oprette ståpladserne i afsnit J på tribuneafsnittet Upper North East Quadrant, skriver klubben på sin hjemmeside.

Ståpladserne er såkaldte “barrier seats”, hvor en metalstang adskiller hver række, for at undgå at tilskuere bliver mast.

De nye ståpladser skal være klar til sæsonen 2020/2021.

Hvis forsøget går vel, vil klubben indsætte ståpladser i andre tribuneafsnit på stadionet.

Ståpladser har været forbudt i engelsk topfodbold siden 1994.

Forbuddet blev indført på anbefaling af en rapport, der kom på baggrund af Hillsborough-tragedien i 1989. Her døde 96 Liverpool-fans, da en tribune med ståpladser på Hillsborough Stadium i Sheffield kollapsede.

Richard Arnold, der er Manchester Uniteds administrerende direktør, siger, at ståpladserne er ønsket af fans, og at klubben har fokus på sikkerheden.

– Vi tror på, at indførelsen af barrier seats vil forbedre tilskuernes sikkerhed i de afsnit, hvor vi kan se, at tilskuere rejser sig op, siger Richard Arnold til klubbens hjemmeside.

/ritzau/