Merkels stabschef forventer Bundesliga-afklaring onsdag

De tyske myndigheder ventes i næste uge at tage stilling til, om og i så fald hvornår der igen kan spilles fodbold i Bundesligaen i denne sæson.

Det siger minister for særlige anliggender og stabschef Helge Braun ifølge flere nyhedsbureauer.

Ifølge Braun skal forbundskansler Angela Merkel på onsdag i næste uge holde møde med repræsentanter fra de 16 tyske delstater. Her forventer Braun en afgørelse angående den mulige genstart af de bedste tyske fodboldrækker.

Merkel holder torsdag møde med resten af sin regering angående lettelser i restriktionerne angående coronavirus, men her forventes der ikke at blive taget stilling til Bundesligaen.

Tidligere i denne uge lød det fra sportsministrene i de 16 delstater, at det godt kan forsvares at starte de to bedste rækker op med kampe bag lukkede døre fra midt eller sidst i maj.

Den tyske ligaforening har tidligere udtrykt håb om at begynde igen 9. maj, hvis der bliver givet grønt lys fra den tyske regering.

Bundesligaen har været sat på pause siden starten af marts.

/ritzau/