FCK skifter ud på ledelsesgangen og ansætter ny direktør

Selskabet bag FC København, Parken Sport & Entertainment, udnytter coronapausen til at skifte ud på ledelsesgangen.

Ind kommer Lars Bo Jeppesen som ny direktør med ansvar for alle forhold i Parken og kommercielle forhold relateret til FCK. Han tiltræder fredag.

Ansættelsen betyder, at COO Katja Moesgaard, der tidligere havde samme ansvarsområde, er blevet fyret. Hun blev ansat i november 2017.

Det oplyser Parken Sport & Entertainment i en pressemeddelelse.

Over for netmediet bold.dk forklarer bestyrelsesformand i Parken Sport & Entertainment Bo Rygaard, hvorfor Moesgaard blev skiftet ud.

– Vi har bare et behov for nu, at nogen kunne tage et bredere ansvarsområde, end det hun har siddet med. Det har vi vurderet, hun ikke kunne. Hun er mere specialiseret på en række områder, og samtidig har vi vurderet, at Jacob Lauesen (kommerciel direktør, red.) er så skarp og dygtig, til det han laver, at han var den rigtige som kommerciel direktør.

– Så kan man komme i overskud, og det er, hvad der sker, siger Rygaard.

Lars Bo Jeppesen kommer fra en stilling som administrerende direktør for medie- og marketingsselskabet Dentsu Aegis Network i Norden, Benelux-landene og Central- og Østeuropa.

Han tiltræder ligeledes som bestyrelsesformand for e-sport-selskabet North og som bestyrelsesmedlem i Superligaen A/S, selskabet bag landets bedste fodboldrække.

– I Lars Bo Jeppesen får vi en international og kommerciel profil, der kommer med mange års ledelseserfaring og indgående kendskab til det moderne medielandskab, digital transformation og forretningsudvikling, siger Bo Rygaard i pressemeddelelsen.

– Med ansættelsen af Lars Bo tager vi et vigtigt skridt frem på den kommercielle bane, og vi forventer, at det udvikler sig til endnu bedre kommercielle samarbejder og fanoplevelser.

Lars Bo Jeppesen glæder sig til at udvikle FCK og Parken, som han kalder et unikt samlingspunkt.

– Jeg er meget ydmyg og stolt over at få denne mulighed. Der er et enormt potentiale, som jeg sammen med de øvrige medarbejdere glæder mig til at udnytte til glæde for alle i og omkring FC København og Parken, siger han.

/ritzau/