Arrangør dropper Vuelta-start i Holland

Når og hvis årets udgave af Vuelta a Espana bliver sat i gang, bliver det ikke i den hollandske by Utrecht.

Det var ellers planen, men den er nu blevet droppet, lyder det på Vueltaens hjemmeside.

Vuelta a Espana skulle have været kørt fra 14. august til 6. september, men er udskudt til endnu ukendte datoer på grund af udbruddet af coronavirus.

Den Internationale Cykelunion (UCI) har på grund af pandemi omrokeret hele den internationale cykelkalender.

Det har ført til, at Tour de France er udskudt og nu står til at starte i slutningen af august, mens både Giro d’Italia og Vuelta a Espana efter planen skal køres efter VM, der afvikles i slutningen af september.

/ritzau/